Om ejendommen

Ejendommen er opført i 1952 og rummer 36 lejligheder, fordelt på 5 opgange. De to yderste opgange rummer 6 lejligheder til 2. sal og de tre midterste opgange rummer 8 lejligheder til 3. sal. Alle lejligheder er på 74 m2 plus et tilhørende kælderrum.

På hver etage er der nedfaldsskakt til affald.

De 10 af lejlighederne er taglejligheder med skrå vægge og ovenlysvinduer i stuen.

I 2014 er der foretaget en omfattende renovering af huset, hvor der er langt nyt naturskiffertag, alle vinduer og altandører er udskiftet, endegavle er blevet udvendigt isoleret og der er udskiftet ventiler på varmeanlæggets,  så der sikres en god fordeling af varmen i hele huset, samt en indregulering af varmesystemet. Alle disse forbedringer vil være medvirkende til at vi fremover kan reducere den enkelte beboers omkostning til opvarmning.

I kælderen findes cykelkældrer, et kælderrum til hver lejlighed, barnevognsrum, bestyrelseslokale og varmecentral.

 

Om foreningen

Ejendommen har altid været drevet son en andelsboligforening og det har været en målsætning at driften og administrationen skulle hvile på den "gode  gamle" andelstanke, og dermed være med til at sikre en fornuftig boligafgift. 

Vi har et administrationsselskab som tager sig af papirarbejdet men vi har f.eks. ingen vicevært. De praktiske opgaver i og omkring huset klares af beboerne i fællesskab.

Bestyrelsen består af 5 medlemmer plus 2 til 3 suppleanter.

Suppleanterne deltager aktivt i bestyrelsesarbejdet og indgår på lige fod. Alles meninger tæller og der er stor tradition for at man træffer beslutninger ved at drøfte sig frem til en fælles beslutning.

Der er stor mangfoldighed blandt beboerne og man vil kunne møde både den ældre enlig dame/mand og det helt unge forældrepar med den første baby.